UDSTILLING FORLÆNGET: Lützhøfts Købmandsgaard fortæller Roskildes cikelhistorie

23.06.2022 – opdateret 08.08.2022 med ny slutdato for udstilling 

Pressemeddelelse
En ung Lise Nørgaard var i 1947 til en temafest, fuldt ekviperet som cyklist anno 1910. Hun lånte en Velocipede og blev foreviget. Både billedet og cyklen er en del af udstillingen ’Roskilde set gennem et cykelhjul’. Fotograf ukendt.
Tour de France-feberen raser i Roskilde, og Lützhøfts Købmandsgaard er med helt fremme i feltet med spotudstillingen ’Roskilde set gennem et cykelhjul’. Her er samlet et væld af anekdoter om cykler og cyklister – og så er der mulighed for at komme i lære som cykelbud. Udstillingen er blot en af mange oplevelser, som ROMU har forberedt til tour’en.

Når starten går til 2. etape af årets Tour de France, skrives et kapitel i Roskildes i forvejen lange og spændende cykelhistorie. Nogle af højdepunkterne i dén kan man opleve i spotudstillingen ’Roskilde set gennem et cykelhjul’, som inviterer indenfor på Lützhøfts Købmandsgård fra den 28. juni.

Udstillingen åbnes af Mogens Hallager (C), der er formand for Kultur- og idrætsudvalget i Roskilde og medlem af den politiske styregruppe for Tour de France Grand Départ Roskilde.

”Det er så godt, at kultur og sport bliver bundet sammen på den her måde, da Roskilde jo i høj grad er en kultur- og idrætsby. Derfor er jeg glad for, at så mange små steder også har grebet bolden. Det er jo med til at løfte hinanden, alt sammen. Jeg er specielt glad for, at ROMU her med Lützhøft er med, og jeg har store forventninger til udstillingen,” siger Mogens Hallager.

Bøffen og Bananen

På udstillingen kan man blandt andet høre om Bøffen og Bananens cykelløb fra København til Roskilde. De ville se, om en vegetar kunne slå en kødspiser. Man kan også få historien bag et fotografi med Lise Nørgaard og en gammel Velocipede, der blev forenet til en temafest.

”Lise Nørgaard ankom direkte fra et bestyrelsesmøde til temafesten – naturligvis i fuld udklædning som cyklist anno 1910. Da hun nåede frem, havde arrangørerne lånt en gammel cykel fra Roskilde Museum; et perfekt match til hendes outfit,” fortæller museumsinspektør Jakob Caspersen fra Lützhøfts Købmandsgaard.

På udstillingen kan man både se fotografiet og den nu 150 år gamle velocipede. De store jernbeslåede træhjul og den lille saddel af træ har næppe givet den store komfort.

”Da billedet blev taget, var cyklen 75 år gammel, og et levn fra en svunden tid. For velocipede-feberen døde nemlig lige så hurtigt ud, som den kom. I mellemtiden havde den moderne cykel revolutioneret ikke bare Roskilde, men snart sagt hele verden.”

Cyklen er ikke kun den rene fest. Landet over sled tusindvis af børn på ladcykler for at bringe alt fra sukkertoppe til kaffeerstatning ud fra landets købmænd. Sommeren igennem kan man prøve at træde i deres sko, og se om man kan få et bevis på, at man er et flinkt og dygtigt cikelbud. Og hvem ved – måske falder der ligefrem lidt drikkepenge af.

Storskærm og hep i Lejre

På selve etape-dagen, den 2. juli, hvor Tour-feltet cykler fra Roskilde til Nyborg, går Lützhøfts Købmandsgaard lidt mere moderne til værks og tænder for en storskærm. Her kan man se hele etapen i hyggelige omgivelser.

Men købmandsgården er ikke det eneste sted, ROMU gør sig klar til at trække i gult. Også på Lejre Museum har de fundet den store skærm frem. Tour de France-feltet suser lige forbi museet, hvor man kan være med til at heppe feltet forbi, og efterfølgende kan hele etapen ses på storskærm i museets foredragssal.

”Det er jo en festdag fuld af oplevelser, lokalfølelse og samvær med hinanden. Derfor står vi på besøgsstederne langs ruten i Roskilde og Lejre klar til at tage mod publikum med udvidede åbningstider,” fortæller Isabella No’omi Fuglø, der er fungerende formidlings- og kommunikationschef hos ROMU.

Selvom Tour de France nok denne dag løber med opmærksomheden, er der andre spændende ting på programmet på ROMUs museer.

”På Roskilde Museum kan man se håndskriftet, som nævner Roskilde for første gang, man kan lade sig opsluge af energien fra Roskilde Festival på RAGNAROCK, og på Lejre Museum kan man – ud over storskærmsarrangementet – fordybe sig i hele fortællingen om det spektakulære kongesæde på Lejre Museum,” tilføjer Isabella No’omi Fuglø.

Ekstra længe åbent på museerne

ROMUs besøgssteder på og omkring ruten holder ekstra åbent og står klar til at tage i mod museumsgæster allerede fra kl. 9 om morgenen. Hver klokketime står dygtige formidlere klar til at introducere museernes udstillinger. Det er ikke nødvendigt at bestille plads på forhånd.

Der er åbent helt til kl. 17 – og i Lützhøfts Købmandsgård til kl. 19, så der bliver mange muligheder for at få flere gode museumsoplevelser i dagens Tour de France program.

Særlige åbningstider på ROMUs besøgssteder lørdag den 2. juli:

Lejre Museum, Orehøjvej, Lejre kl. 9-17                

Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade, Roskilde kl. 9-19          

Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde, Roskilde kl. 9-17               

Ragnarock, Rabalderstræde, Musicon, Roskilde kl. 9-17         

Sankt Laurentius, Stændertorvet, Roskilde kl. 9-17        

UDSTILLING FORLÆNGET: ’Roskilde set gennem et cykelhjul’ kan ses fra 28. juni – 3. september. Besøgende kan komme i lære som cykelbud fra åbningen til og med den 30. juli. Gratis adgang.

X
post-2255

Lützhøfts Købmandsgaard tager en bid Roskilde-historie med til København

BEGIVENHED

Lützhøfts Købmandsgaard tager en bid Roskilde-historie med til København

Af Lene Steinbeck

09.03.2023

Et museum er langt fra kun udstillede genstande. Det ved museumsinspektør Jakob Caspersen, der vil gøre sit for, at den autentiske stemning fra Lützhøfts Købmandsgaard følger med ind på standen til Historiske Dage. Her kan man besøge butikken til en snak om det gode købmandskab, de historisk korrekte varer, og hvad man ellers kan vende over en købmandsdisk. Foto: Martin Harvøe Kristensen/ROMU

I marts åbner Lützhøfts Købmandsgaard for en kort bemærkning en filial i hovedstaden. Det lille Roskilde-museum er nemlig for første gang med, når festivalen Historiske Dage bliver afviklet i Øksnehallen den 18.-19. marts. Her kan historieinteresserede fra hele landet få et indblik i livet bag disken i Roskildes gamle købmandsgård for 100 år siden.

En mobil købmandsdisk, et klingende kasseapparat, bunker af bolsjer og al den stemning, der overhovedet kan opdrives. Sådan lyder pakkelisten, når Lützhøfts Købmandsgård i marts tager på et lille, udenbys weekendophold. Museet skal deltage ved Historiske Dage i København, og her kommer festivalens besøgende til at kunne opleve en fuldt udstyret købmandsbutik med historisk korrekte varer fra 1920’ernes Roskilde.

”Kommiserne står klar bag disken til at demonstrere det gamle købmandshåndværk, mens vi fortæller gode historier om varerne, butikken og livet på Købmandsgården for 100 år siden. Der er smagsprøver på snapse og likører, som var populære på den tid, og man kan købe bolsjer i håndfoldede kræmmerhuse, som bliver vejet på en gammeldags vægt og slået ind på et gammelt kasseapparat. Vi indretter vores stand, så den minder så meget som muligt om butikken hjemme i Roskilde,” fortæller Jakob Caspersen, der er museumsinspektør i den gamle købmandsgård, som er et besøgssted under museumskoncernen ROMU.

En bid af Roskildes historie

Festivalen samler over en weekend en række kulturinstitutioner, der beskæftiger sig med historie, og på fem scener afvikles hele weekenden et program med samtaler og oplæg fra blandt andet forfattere, historikere og journalister. Det er første gang, Købmandsgården deltager på festivalen. Men det er lidt en drøm, der går i opfyldelse, når museet tager en del af Roskildes historie med rundt på turné.

”Vi har den her dejlige købmandsdisk på hjul, og den vil vi gerne bruge meget mere. Det her er en oplagt mulighed for at lave en sjov og anderledes stand. Jeg tror ikke, at de andre museer på samme måde kan tage så stor en del af deres udstillingsoplevelse med på festivalen. Vi håber, det kan være med til at skabe opmærksomhed om os selv som et lille museum, men også om Roskilde, og hvad den som by har tilbyde for historiske interesserede,” siger Jakob Carstensen.

Museet i Ringstedgade holder lukket den 17. og 18. marts for at gøre klar og lave pop up-butik i København. Kan man ikke undvære sine bolsjer og sin likør, er der råd for det: Tag en tur på Historiske Dage og oplev en lille bid af Roskildes historie i helt nye rammer.

Det er Folkeuniversitetet i Aarhus, Emdrup og Herning, der står bag Historiske Dage. Festivalen afvikles i Øksnehallen den 18.-19. marts. Man kan se programmet og købe billet på www.historiskedage.dk

post-1034

For skoler

BEGIVENHED

Besøg Lützhøfts Købmandsgård med din skoleklasse og træd ind i en anden verden.  Lützhøfts er en købmandsgård indrettet som den så ud i 1920´erne – komplet med spegesild, saltkar, hånddrevet kasseapparat, lodvægt og meget mere.

I Købmandsgården finder du også Håndværksmuseet, der med sin fine samling af værktøj og fortællinger om håndens arbejde giver et spændende indblik i fortidens håndværk.

Læs mere om vores undervisningstilbud i Købmandsgården her!

Åbent i dag
d.29-3-2024
11.00-16.00